Menu

Lokalbrag i Vindinge

image 19.05.2017 Vindinge - Tårup
Gs
20. maj 2017 kl. 13:10

Fodbold, Serie 2, Pulje 2, Vindinge BK-Tårup IF 1-4 (0-2)

En god halv time gik der af kampen på Vindinge Stadion, før forskellen mellem top og bund begyndte at blive synlig. Indtil da var det en lige kamp, og at kampen stadig var målløs på det tidspunkt, skyldes både uskarphed hos begge holds angribere og resolut indgriben af de to målmænd. Tårup kom i front efter knap 40 minutter, da Renè Jensen kom foran forsvaret og med hovedet dirigerede bolden i mål efter et hjørnespark. Kort før pausen blev udeholdets føring fordoblet, da Alexander Paulsen med en skarp aflevering blev spillet fri i feltet, og med et tørt hug sendte bolden bag Daniel Christensen i Vindinges mål. Fra starten af anden halvleg pressede Tårup på, men skarpheden manglede i et par ellers velkomponerede angreb, hvilket ikke var tilfældet hos Vindinges Edmir Harba, der resolut sparkede på en løs bold i det lille felt og bragte spændingen tilbage i opgøret med sit reduceringsmål. Spændingen var dog kun kortvarig, for allerede minuttet efter var Renè Jensen igen på pletten i den anden ende, hvor han blev spillet fri tæt under mål. Herefter blev det en lidt kampbetonet affære med mange frispark, men uden yderligere konsekvenser end formaninger, og fem minutter før tid kunne tilbagevendte Emil Damgaard cementere topholdets sejr med sin scoring til slutresultatet 1-4. Med nederlaget er Vindinges skæbne beseglet, og må en tur i Serie 3, når den nye sæson starter i august. Inden da, er der fire runder, der stadig skal afvikles i den igangværende turnering, og Vindinge er igen på hjemmebane fredag, hvor Marslev kommer på besøg, mens Tårup søndag spiller i Birkende. (JOSC)

Luk